Mød et bestyrelsesmedlem
18-03-2025

Nyhed

MØD ET BESTYRELSESMEDLEM

Vi er så heldige, at vores lokal- og landsbestyrelse har en masse gode, frivillige kræfter der alle arbejder for et fælles mål:

At understøtte, udbrede og styrke HOME-START i Danmark.

Én af de ildsjæle findes i HOME-START Familiekontakt Odense og hende kan du læse om her:

Mød Birgit Bech, Bestyrelsesformand for HOME-START Odense og konstitueret Landsformand i Landsbestyrelsen 💛

Hun er vild med HOME-START, og vi er vild med hende:

Det særlige er, at vi hjælper alle småbørnsfamilier der i en periode kan være pressede og fokus er, at vi hjælper dem så længe de har et behov og kommer på fode igen. Vi skelner ikke mellem social status og hjælper ikke kun udsatte børnefamilier, men alle der kommer i vanskelige situationer af den ene eller den anden grund.” fortæller Birgit, der selv har set behovet for en organisation som vores, da hun er uddannet socialrådgiver, og har arbejdet med børn- og familier i alle tænkelige afskygninger.

Derfor var det også naturligt, at hun endte som bestyrelsesmedlem i HOME-START Odense, og senere hen i Landsbestyrelsen.

“Jeg er bestyrelsesmedlem, fordi jeg synes det er en vigtig opgave at bidrage til frivilligt socialt arbejde. Jeg har valgt at det er bestyrelsesarbejde der har min interesse, qua min baggrund som socialrådgiver og leder igennem mange år.” siger hun, når adspurgt om motivationen.

Birgit var, inden hun kom til HOME-START, godt bekendt med at være i en bestyrelse og med civilsamfundet. Hun har b.la været med i Red Barnet‘s bestyrelse, på Birkelund Børnehjem i Odense og har tidligere arbejdet i Mødrehjælpen , hvor hun var rådgivningschef og leder af det professionelle hus i Odense.

Birgit er for nylig gået på efterløn, og er flyttet i et rækkehus i Næsby sammen med hendes mand. Det har de gjort, for at kunne være tættere på deres børn og børnebørn – noget, der har været et stort ønske i lang tid.

Nu kan børnebørnene cykle hjem til dem efter skole og få lune vafler, og dét er noget, der giver stor glæde.

Det har også frigjort mere tid til andre ting og interesser, b.la at være mere aktiv i HOME-START.

HVAD INDEBÆRER DET AT VÆRE FRIVILLIG I EN LOKALBESTYRELSE? 💭

HOME-STARTs Lokalbestyrelser består alle af mindst tre bestyrelsesmedlemmer: En formand, en børnesikkerhedsansvarlig og ofte en kasserer/et ordinært medlem. Lokalbestyrelserne fungerer som ledelsen for lokalafdelingen, og træffer de økonomiske, strategiske og driftsmæssige beslutninger for afdelingen, ofte i tæt samarbejde med afdelingens koordinatorer.

Fire gange årligt er der bestyrelsesmøder, og derudover én generalforsamling i marts hvert år. Derudover inviteres alle lokalafdelinger også med til Landsmødet en gang årligt, og hvor bestyrelsesformændene også deltager.

Birgit er formand i Odense, hvilket også betyder, at hun har arbejdsgiveransvaret for koordinatorerne. Det inkluderer at afholde MUS, sørge for deres trivsel, være på forkant med fonds- og puljeansøgninger ift. afdelingens økonomi og generelt have et overblikket over afdelingens drift.

Derudover mødes hun også med koordinatorerne, sparrer med dem telefonisk og skriver under på regnskabsmæssige ting.

Det er forskelligt, hvor meget det kræver at være i en bestyrelse fra afdeling til afdeling og alt afhængigt af hvilken rolle, man bestrider. I nogle afdelinger er det koordinatoren, der tager sig af langt det meste, mens det i større afdelinger er bestyrelsen, der tager opgaverne på sig.

”Jeg tænker grundlæggende det handler om, at man skal ønske at tage ansvar og bidrage til at HOME-START fungerer så godt som muligt, både lokalt og på landsplan,” udtaler Birgit og fortsætter:

”Det helt særlige ved HOME-START er at vi fortsat har en lille grad af “græsrod” hvor vi skal kæmpe hårdt for berettigelsen og det driver mig, at jeg kan se ting udvikle sig og intet er givet. Jeg er omvendt stolt af at vi har udviklet os til at blive en stærk organisation. Vi er vellidte og står på et solidt værdisæt, hvor der er stor respekt omkring vores arbejde, også politisk.”

Vi hos HOME-START Danmark sætter enorm pris på Birgits store dedikation, og al det arbejde hun lægger i organisationen – og opfordrer alle der kunne være interesserede i det, til at tage kontakt til deres nærmeste lokalafdeling, hvis de går med spørgsmål eller interesse til at være bestyrelsesmedlem.

At være frivilligt bestyrelsesmedlem kan se ud på mange måder, og er afhængigt af, hvad afdelingen – og du – har mulighed og brug for.

Flere nyheder

Odense
13-10-2023
Hyggeposer og samarbejde med Zirkel
HOME-START kreaklub flytter til vesterbro og rykker samtidig en stand ind i Zirkel.
Odense
21-11-2022
Familier og frivillige til kreative søndage i Kulturmaskinens værksteder
Tre søndage med ler, maling og leg med perler har dannet ramme om et nyt samarbejde mellem HOME-START Familiekontakt Odense og Kulturmaskinens ler- og tekstilværksteder.
Odense
01-11-2022
Kreative frivillige giver genbrugstøj nyt liv
HOME-START Odense upcycler børnetøj i samarbejde med Børneloppen i Odense.