Søg
Close this search box.
Familieven i et årti
02-11-2022

Nyhed

Lisbeth fra HOME-START Familiekontakt Hedensted var med på det allerførste forberedelseskursus for frivillige tilbage i 2012 i afdelingen – og har været familieven lige siden. Nu er der gået et årti, og senest har Lisbeth været med til dåben ved en familie, hun var familieven for.

Læs Lisbeths fantastiske fortælling her.

Af Anne Sofie Lajmiri

Lisbeth er 57, bor i Hedensted, er tidligere leder i hjemmeplejen og er uddannet sygeplejerske, der har dedikeret størstedelen af sit arbejdsliv til at drage omsorg for ældre, der har brug for pleje.  Historien om, hvordan hun blev frivillig starter tilbage i 2012.

”Jeg blev spurgt, om jeg ville være frivillig af en sundhedsplejerske til en støttekoncert, som Rotary havde arrangeret for HOME-START Hedensted” fortæller Lisbeth, der lidt tvivlende spurgte indtil hvad det ville sige at være familieven. At være familieven i HOME-START betyder, at man frivilligt melder sig til at besøge en småbørnsfamilie, der er under pres. Familien skulle have mindst ét barn under skolealderen, men derudover blev der ingen krav stillet til dem for at de kunne modtage støtten.

Besøgene varer ca. to timer en gang ugentligt, og familievennen ser familien i en periode på mindst 6 måneder. Familievennen og familien bliver matchet af en koordinator fra lokalafdelingen, de tilhører, og begge parter klædes godt på til forløbet.  Kombinationen af tryghed ved at have koordinatoren og HOME-STARTs formål og målgruppe var udslagsgivende for Lisbeths valg om at sige ja til tilbuddet. ”Da jeg havde hørt om det, så tænkte jeg: Hvis jeg skal være frivillig, så skal det være ved HOME-START, for det er i den anden ende af livslinjen, end det jeg arbejder med professionelt” fortæller Lisbeth, når adspurgt om at blive frivillig i HOME-START.

Heldigvis viste det sig at give omsorg, støtte og praktisk hjælp til småbørnsfamilier fremfor ældre var noget, Lisbeth også trivedes godt med. Faktisk så godt, at Lisbeth i år har 10-års jubilæum som frivillig familieven.

”Jeg var med på det første forberedelseskursus, der blev afholdt i afdelingen. Det er jo lidt specielt” siger hun, og fortsætter

”Jeg har været i 4-5 familier nu, tror jeg? I starten tænkte jeg: “Er to timer om ugen nok?” forklarer hun –

Det viste sig dog, at det var det.

”Det bedste ved at være frivillig, er familierne fortæller mig: Du ved slet ikke hvilken forskel du gør. Det er den halve løn værd i sig selv. Ved at kun bruge to timer om ugen, så gør man en forskel”

Drivet er koordinatoren

Et match mellem en familie og en familieven varer mindst 6 måneder.

I gennemsnit er de fleste på omkring 9-11 måneder.

Nogle stopper før, mens andre kan vare ved op imod 1,5 år eller længere. Det er meget individuelt, og afhænger af familien og den frivilliges situation. Det aftales indbyrdes om et match forlænges eller afsluttes i et samarbejde mellem koordinator, familie og frivillig. For nogle familier er hjælpen nødvendig for at komme over en krævende periode, og når den lysner op, så siges der farvel til familievennen ved et afsluttende besøg som lokalkoordinatoren også deltager i.

”Drivet i det her er koordinatoren. Hun laver matchet, forbereder de frivillige, giver sparring undervejs og hun er med når det afsluttes.  Der har været situationer, især i starten ved en ny familie hvor jeg har tænkt ”puha, hvad gør jeg her” men så har jeg talt med hende (koordinatoren), og så går jeg glad og frisk derfra igen.”  siger Lisbeth, der kun har rosende ord at give om Trine, der er lokalkoordinator i HOME-START Hedensted. 

Inviteret med til dåben

Når adspurgt, så kan Lisbeth komme i tanke om særligt en oplevelse, har gjort stort indtryk på hende i de 10 år, hun har været frivillig familieven.

Det skete nogle måneder efter, at et match var blevet afsluttet før sommerferien i år. 

En dag da postkassen var blevet tømt, lå der en invitation deri.

Det var en invitation til en post-corona dåb for familiens yngste, og invitationen var dedikeret til Lisbeth. Det takkede hun ja til, og blev overrasket over, at alle til dåben vidste præcis hvem hun var.

De spurgte hende, om det ikke var hende der havde været familieven, og det måtte Lisbeth jo sige ja til. Familien havde selv været åbne omkring det, så det var ikke nødvendigt at holde fast på anonymiteten, der ellers er et HOME-START krav, når en familieven er i en familie.

Alle familievenner underskriver en fortrolighedserklæring, og må ikke medmindre familien selv har præsenteret dem som i Lisbeths tilfælde, fortælle, at de kommer fra HOME-START.

”Det var en stor oplevelse at være med, og høre, at de havde fortalt om mig” skildrer Lisbeth, der samtidig ærgrer sig over, at hun ikke kan komme med til HOME-START Hedensteds 10 års jubilæumsfest, da hun skal ud at rejse. ”Vi er jo nogle stykker, der har været med fra start, så selvfølgelig ville jeg gerne have været med!”

Hvis du går med tanker om at blive frivillig, så kan du henvende dig til koordinatoren i en af de i alt 14 lokalafdelinger, der er af HOME-START i Danmark. Se her om vi har en nær dig.

Flere nyheder

No data was found