Gode fortællinger skaber rum for ro, samvær og samtale, fordybelse og fantasi. De åbner for nye verdener, der inspirerer til leg. Højtlæsning har stor betydning for børns sproglige udvikling og børnenes lyst til at lære at læse.
Mange familier kan have svært ved at finde tid til at gå på biblioteket. Med støtte fra Egmont Fonden tilbyder HOME-STARTs frivillige familievenner derfor at hente bøger hjem til de familier, de støtter.
Lokale “Bogorme” har kontakten til de bibliotekarer, der skræddersyr bogpakkerne, så de matcher børnenes alder og interesser.
De familier, som allerede har haft glæde af bogtilbuddet, oplever, at højtlæsningen giver mulighed for et frikvarter med nærvær og fællesskab. Og HOME-START har en særlig aftale med biblioteket om fordelagtige lånevilkår.
SÅDAN FOREGÅR DET
- Du/I taler med jeres familieven om, hvad bøgerne skal handle om og hvor mange bøger, I ønsker.
- Familievennen bestiller bøgerne til jer på biblioteket.
- Familievennen henter bøgerne og bringer dem hjem til jer næste gang, han/hun kommer på besøg.
- I kan have bøgerne i 2 måneder, og der opkræves ikke bøde, hvis bøgerne bliver afleveret for sent.
Familievennen kan også fortælle, når der er særlige børne-arrangementer på biblioteket.
Den lokale koordinator kan fortælle mere om HOME-STARTS bog-tilbud.