Sisi Ploug Pedersen fratræder som generalsekretær for Home-Start Danmark – tiltræder ny lederstilling i Ringkøbing-Skjern Kommune
08-05-2025

Nyhed

Efter fire år i spidsen for Home-Start Danmark fratræder generalsekretær Sisi Ploug Pedersen sin stilling pr. 1. juni 2025.

Hun tiltræder en ny rolle som leder på anbringelsesområdet i Familierådgivningen i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Sisi Ploug Pedersen har sat et markant præg på Home-Start Danmark, både organisatorisk og værdimæssigt. Hendes rejse i organisationen begyndte i 2019 som indsuppleret medlem af landsbestyrelsen, hvor hun kort efter indtrådte som formand. I 2021 blev hun konstitueret generalsekretær, og året efter tiltrådte hun i en fast stilling, som hun har varetaget med stort engagement og ledelsesmæssigt overblik.

Under Sisis ledelse har Home-Start Danmark styrket sin faglige profil, udvidet sin politiske gennemslagskraft og sikret centrale fremskridt – herunder en historisk optagelse på Finansloven, etablering af interne strukturer som HR- og arbejdsmiljøgrupper samt en generel styrkelse af organisationens synlighed og troværdighed i civilsamfundet.

Home-Start Danmark er en frivillig social organisation, der tilbyder støtte til småbørnsfamilier i sårbare livssituationer via frivillige familievenner. I 2024 modtog 644 familier støtte, svarende til 1.327 børn.

Sisi Ploug Pedersen udtaler:

“Det har ikke været en nem beslutning at sige farvel til Home-Start. Organisationen og dens formål ligger mig dybt på sinde, og jeg er stolt af det, vi har opnået sammen. Jeg forlader dog ikke civilsamfundet – mit engagement fortsætter blandt andet gennem mit bestyrelsesarbejde i SUS, netværket Bekæmp Børnefattigdom og “En barndom uden vold”. Samtidig glæder jeg mig til at vende tilbage til den kommunale og få mulighed for igen at arbejde tæt på anbringelsesområdet, som har fyldt en stor del af min karriere og mit hjerte. Det betyder meget for mig at kunne arbejde med Barnets Lov i praksis – en reform, der er vigtig for at styrke børns rettigheder og sikre kvaliteten i indsatsen over for udsatte børn og unge.”

Formand for Home-Start Danmarks landsbestyrelse, Birgit Nørgaard Bech, udtaler:

“Det er et stort tab for organisationen, at vi nu skal tage afsked med Sisi. Hendes lederskab har været præget af både strategisk skarphed og en stærk værdiforankring i vores formål. Hun har haft afgørende betydning for Home-Starts udvikling i en periode, hvor både civilsamfundet og velfærdssamfundet har været i bevægelse. Vi ønsker hende al mulig held og lykke i hendes nye rolle – og retter en stor tak for den indsats, hun har ydet for børn, familier og frivillige i hele landet.”

Det videre forløb

Der er igangsat proces med at søge ny generalsekretær, der kan videreføre og bygge videre på det fundament, Sisi har været med til at skabe.

Home-Start Danmark

Home-Start Danmark er en frivillig social organisation, der siden 2005 har arbejdet for at forebygge kriser og sammenbrud i småbørnsfamilier. Organisationen tilbyder støtte, venskab og praktisk hjælp til familier med mindst ét barn under skolealderen gennem frivillige familievenner.

Støtten foregår primært i hjemmet, hvor en frivillig familieven besøger familien cirka to timer om ugen i minimum seks måneder. Formålet er at give forældrene overskud og selvtillid, så de bedre kan give deres børn en tryg og stabil opvækst.

I 2024 støttede Home-Start Danmark 644 familier med i alt 1.385 børn. Organisationen har 15 lokalafdelinger, der dækker 16 kommuner. Hver afdeling har mindst én fagprofessionel lønnet koordinator ansat, som varetager kontakten med familier og frivillige samt sikrer kvaliteten af indsatsen.

Home-Start Danmark er en del af det internationale netværk Home-Start Worldwide, som blev grundlagt i England i 1973 og i dag er repræsenteret i over 20 lande.

BLÅ BOG – Sisi Ploug Pedersen

  • Uddannelse:
    • Uddannet socialrådgiver 2010
    • Master i Udsatte Børn og Unge, Faglig ledelse (MBU) fra Aalborg Universitet, 2021
    • Mini MBA i ledelse fra Aros Business Academy, 2023
  • Erhvervserfaring:
    • Generalsekretær, Home-Start Danmark (2021–2025)
    • Landsbestyrelsesformand, Home-Start Danmark (2020–2021)
    •  Projektkonsulent, Projekt ”Fremskudt Funktion fra Psykiatrien”, forankret i PPR og Børne- Og Ungepsykiatrien (2019 – 2021)
    • Fagkoordinator, Center for Social Service, Egedal Kommune (2017–2018)
    • Fagkoordinator og projektleder, PS-modellen, Skive Familiesektion (2016 – 2017)
    • Socialrådgiver, Familieafdelingen, Herning Kommune (2010–2016)
  • Tillidshverv og øvrige roller:
    • Forkvinde for Faggruppen Børn, Unge og Familier i Dansk Socialrådgiverforening
    • Medlem af hovedbestyrelsen i Dansk Socialrådgiverforening
    • Beskikket censor på Socialrådgiveruddannelsen

Flere nyheder

Hovedorganisation
25-02-2025
Trivsel handler ikke om fraværet af udfordringer, men om evnen til at håndtere dem – og ingen bør stå alene med den opgave.
Trivselskommissionen har netop offentliggjort 35 anbefalinger til at styrke børn og unges trivsel. De peger på, at modgang er en del af livet, men at fællesskaber og tidlig støtte er afgørende for at håndtere den.
Hovedorganisation
09-12-2024
Kritisk Pynt og HOME-START Familiekontakt lancerer en særlig mulepose med et familiepolitisk budskab 
Hovedorganisation
19-09-2024
Koordinator Anni Melgard går på pension
Lokalkoordinator i HOME-START Hjørring Anni Melgaard går på pension efter et langt arbejdsliv hvoraf 6,5 år af dem var i HOME-START. Hun vil blive savnet af kollegaer, frivillige og familier.
Scroll to Top