Nyhed
Lonny Florman har været pædagog og socialrådgiver i 30 år. Desuden hun har været familieven ved 3 familier, hvor børnene havde autisme. Her har hun lært en masse om, hvordan man er en god familieven i familier med specielle behov
Hvad er autisme?
Der er mange fordomme om autisme. Nogle tror, at autisme er en psykisk sygdom. At mennesker med autisme ikke har empati eller er udviklingshæmmede. Men sådan er det faktiske slet ikke. Personer der er født med autisme, har en medfødt anderledeshed i hjernens udvikling. Det kan man også kalde for en udviklingsforstyrrelse. Kun omkring 30% af personer med autisme er udviklingshæmmede.
Personer der har autisme, har altså en anden måde at opfatte verden på og interagerer anderledes med andre mennesker, end personer der ikke er født med autisme. Autisme er et spektrum og derfor vil nogen være mere påvirkede af diagnosen end andre. Et af kendetegnene ved autisme er, at man har det bedst med sine rutiner, og med at gøre ting, som man plejer. En større undersøgelse lavet på Aarhus Universitet i 2018 estimerer at op mod 2.8 procent af befolkningen har en autismediagnose.
I HOME-START har vi flere familier, som har børn med specielle behov. De har en særlig plads i Lonny Flormans hjerte:
“Mit hjerte brænder virkelig for dem der er udfordrede. At de giver så meget igen, og man ser hvor lidt der skal til for de bare rykker sig 1 millimeter. At se det jeg gør, den smule jeg kan byde ind med, giver så stort et payoff,, som det gør. Det er det der er fedt ved de specielle børn.”
Autisme og familievenner
Lonny Florman har været ved 3 familier i sin tid ved HOME-START, og alle disse familier havde ét eller flere børn der har autisme. Ligesom autisme afspejler sig forskelligt fra person til person, så var den ønskede støtte i familierne forskellige. I en af familierne fungerede Lonny som sparringspartner for moren. Hun hev nogle konkrete redskaber op af værktøjskassen, som eksempelvis råd om struktur, rammer og regler. I en anden familie var hun meget sammen med barnet, så forældrene kunne få to timers ro, eller kunne bruge lidt ekstra tid på andre børn i familien. Selvom det ikke altid er en dans på roser at have med et barn med autisme at gøre, så var Lonnys tilgang til familien faktisk den samme, som ved enhver anden familie:
”Det er vigtigt at gå ind i familien og bare være. Det lyder så fladt. Men det der med, at det skal være på familiens præmisser og se familien med et åbent sind.”
Selve familiedynamikken har altså for det meste brug for den samme støtte, som alle andre familier. De står overfor de samme hverdagsproblemer, som andre familier også gør. Derfor er det ikke nødvendigt at have erfaring med børn med specielle behov, for at være en god familieven. Lonny mener i hvert fald, at de familier hun har været i, havde været lige så taknemmelig for en familieven, der ikke havde samme erfaring som hende.
Et budskab om autisme
D. 2 marts markerer FN’s internationale ’Autism Awareness’ dag. Ifølge FN skal denne dag sætte fokus på autisme, så personer med autisme kan få en forbedret livskvalitet. Dagen skal bidrage til, at personer med autisme får den nødvendige støtte og accept, som skal til for at være en integreret del af samfundet – på lige fod med alle andre og med samme muligheder.
Personer og familier med autisme kan nemlig møde mange fordomme. Manglen på forståelsen kan påvirke både personen med autisme, men også familien omkring dem på en negativ måde. Ifølge Lonny Florman så ligger fordommen om autisme ofte ved en selv. Man skal ikke være bange for at gå ind i familie med specielle behov:
”Man skal være åben for hvad der sker, og ikke være bange for at tage en eventuel konflikt med barnet. Hvis man tør tage de konflikter der kommer, så får du et venskab for livet med autist”
Og netop venskab med børn der har autisme, har Lonny fået:
“Den følelse af, at når jeg kom, så fik jeg knus og kram. De var så glade for at se mig. Det var virkelig det der gav mig noget.“
HOME-START ønsker alle en glædelig ’Autism Awareness’ dag. Især til vores skønne familier med børn der har autisme, og familievenner som Lonny, der er med til at afstigmatisere autisme.
Kilder: Autismeforeningen.dk og UN.org